Hvem er vi?

Kompetence & Konflikt er stiftet som Kompetence-og Konfliktinstituttet ApS  (K-KI) og består af erfarne undervisere og konsulenter, som bidrager i de enkelte processer og uddannelsesforløb ud fra kompetencer – og altid ud fra en fælles målsætning om, at kun det bedste er godt nok.

“Vi har gennemført uddannelsesforløb for flere tusinde ledere, undervisere og medarbejdere fra vidt forskellige fagområder og faggrupper. Det vi kommer med, og måden vi kommer med det på, tilfører nødvendig viden, skaber overblik og refleksion OG bidrager med konkrete redskaber og virkemidler. De resultater vi opnår på udbytte, læringstilvækst og deltagertilfredshed taler sit helt eget sprog og betyder, at vores uddannelser ikke blot er “endnu et kursus”. Derimod er et forløb med os en ændring i måden at se sin egen samt fælles rolle på, som gør, at ny viden og nye færdigheder integreres og forankres i hverdagen. Og det uanset om  temaet er konfliktuddannelse, voksenunderviseruddannelse eller lederuddannelse”.

Merete Hessel

Merete har været chef i private virksomheder og organisationer med ansvar for undervisning, uddannelse og it, offentligt ansat i myndigheds- og kontrolfunktioner samt baggrund som bestyrelsesformand i erhvervs- og hjælpeorganisationer, blandt andet som kriserådgiver i Rigspolitiets Offerrådgivning. Merete er uddannet psykoterapeut, certificeret i flere erhvervspsykologiske værktøjer samt forfatter til 2 lærebøger: "Undgå konflikter med borgere" som er henvendt til ledere og medarbejdere i myndigheds- og kontrolfunktioner samt "Virkemidler i voksenundervisning - 7 trin til at lykkes" som er henvendt til voksenundervisere på tværs af faggrupper og fagtemaer og har fokus på det, som skaber læring i voksenundervisning. Merete er ejer af K-KI og specialist i forebyggelse og håndtering af konflikter, voksenundervisning samt i facilitering som ledelsesværktøj.

Mette Nelleberg

Mette har 15 års erfaring som erhvervspykologisk konsulent fra private og offentlige virksomheder, hvor hun har arbejdet med strategisk HR, undervisning og facilitering af udviklingsprocesser på tværs af faglighed, kultur og personlighed. Mette er uddannet i pædagogisk psykologi og HR-udvikling samt i en bred vifte af psykometriske test til rekruttering, udvikling og konflikthåndtering. Mette er specialist i læring for voksne og udvikling af læringsakademier. Hun er også specialist i forebyggelse og håndtering af konflikter for myndigheds- og kontrolfunktioner samt i interne samarbejdsprocesser. Mette er kendt for sin evne til at sætte sig ind i en organisations DNA og bruge den som udgangspunkt for udvikling og tilrettelæggelse af praksisnære uddannelsesforløb med fokus på udvikling af handlekompetencer.

Ole Sund Søndergaard

Ole er uddannet politiassistent og har endvidere baggrund som forstander og leder af opholdssteder, coach, underviser og konsulent. Han har været ansvarlig for en række samarbejder med offentlige virksomheder og institutioner, hvor målet har været at sikre det bedst mulige samspil i interaktioner og relationer - også i de vanskelige og konfliktfyldte . Oles undervisningserfaring spænder bredt i såvel målgruppe som fagtema og står på et solidt pædagogisk fundament med "læring gennem relation" som fokus. Ole er certificeret ICC coach samt uddannet i narrativ supervision og specialist i forebyggelse og håndtering af konflikter og i voksenundervisning. Og endelig har Ole en passion for hunde med avl, opdræt og hundetræning og har været formand i en specialhundeklub under Dansk Kennel Klub. Ole har i mange år været passioneret bjergbestiger og langdistanceløber.

Martin einfeldt

Martin er kommunikationsrådgiver med stor viden om og bred erfaring med at hjælpe virksomheder, myndigheder, forskere og privatpersoner med at skrive, tale, fortælle historier, udvikle ideer, holde møder, samarbejde og at motivere sig selv og kolleger. Han er ekstern lektor i kommunikationsplanlægning og kreativitet & innovation på Københavns Universitet, og han underviser i positiv psykologi og motivation på Folkeuniversitetet. Han har i mange år været kommunikationschef i en erhvervsorganisation. Martin er uddannet master i positiv psykologi med speciale i brug af humor i undervisning, ledelse og innovation. Og i tidernes morgen (1992) blev han uddannet som forstkandidat med speciale i kommunikation og skovbrug. Han har skrevet lærebogen "Kreativitet, innovation og humor. De bedste teorier og de bedste råd", Samfundslitteratur 2020.

Magnus wilstrup

Magnus har erfaring som ekstern konsulent for undervisningsministeriet, ekstern underviser på diplomuddannelse i erhvervspædagogik ved University College (UCL samt som chef for Skandinaviens største serviceskole. Magnus er uddannet markedsføringsøkonon og akademiøkonom og læser diplomuddannelse i ledelse. Han er certificeret i en lang række personprofiler, herunder everything DiSC, e-stimate, Belbin, Master Danmarks EASI og OPTO samt typologi og procesmetoden; 4MAT og er desuden ophavsmand til det anerkendte PL-hjul, der er en didaktisk metode til at planlægge, afvikle og evaluere undervisning. Endvidere er Magnus skaber af Serviceeffekt-modellen TM, der er en kompetenceudviklingsmetode til at skabe kundeloyalitet, vækst og anbefalinger. Magnus er specialist i undervisning og læring, kollegial sparring samt kundeservice og værtsskab.

Ulrik elholm

Ulrik har gennem mere end 20 år været stemmecoach og vejleder for professionelle sangere, talere, skuespillere, stand-up komikere og virksomhedsledere og har bidraget til, at de hver især har kunnet præstere deres bedste indenfor deres respektive virke. Han er endvidere træneren og vejlederen bag kameraerne i tv-programmerne AllStars, Popstars, Voice, Gangstativerne, All Together Now samt X-factor. Ulrik har desuden mange års erfaring fra lederudvikling og teambuilding for virksomheder som fx Lego, Ørsted og Egmont. Ulrik er forfatter til bogen ”Bliv Bedre – med fokuseret træning” (Akademisk Forlag), der handler om, hvordan man skal træne, så det bliver en målrettet og bevidst træning. Ulrik er specialist i fokuseret træning og udvikling, mod og performance på tværs af faglighed og professionelt virke og niveau.

Annbrit Olsen

Annbrit er oprindeligt uddannet sportsfysioterapeut og har arbejdet med behandling og genoptræning igennem mere end 20 år. Parallelt driver hun firmaet ”Krop og Kommunikation”, hvor hun stadig beskæftiger sig med sit oprindelige fag. Derudover arbejder hun med ledelse, stress og kommunikation. Alt sammen med kroppen som udgangspunkt. Annbrit er Master i kommunikation og coaching med speciale i filosofisk ledelse og er uddannet i Somatisk Coaching med et neuroaffektivt fokus samt uddannet ”Oxygen Advantage” instruktør. Hun har skabt konceptet ”BodyWisdom Leadership”, hvor hun tager udgangspunkt i ”Det hele Menneske” og kroppens visdom. Hun arbejder ud fra et fundament i kroppen, vejrtrækningen, nervesystemet og sanserne, hvor hun træner krop og hjerne til at arbejde sammen, så det bliver muligt bedre at forstå kroppens beskeder og stille klart på det, der er vigtigt og dermed træffe beslutninger og handle med ro, klarhed og overblik.